Om... - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

Om...

Modeltog

Det skete i de dage (som skrevet står), at jeg skulle i gang med at bygge den årlige juleby. Pladevat og kitschede huse med blinkende LED-pærer blev fundet frem fra gemmerne, og alt var såre godt.
En indkøbstur til ALDI havde dog uforudsete konsekvenser: Butikken solgte – uden at rødme overhovedet – et startsæt fra Märklin, som nærmest tryglede om at blive en del af min juleby. Da var det, at jeg så – eller rettere: genså – lyset. Som dreng havde jeg haft modeltog fra Märklin og huse fra Faller, som man jo havde i tresserne. Interessen var kølnet - eller var gået i andre retninger -, og hele balladen var blevet solgt til et yngre familiemedlem. Der gik herefter 50 år med andre ting, indtil den skæbnesvangre eftermiddag i ALDI.
Nu har jeg genåbnet en dør til modeltogenes verden, og jeg har på Internettet læst om sporstørrelser, epoker, faste anlæg med skyggebanegårde, to- og treskinnedrift, nittetællere og ikke mindst badet i en fuldstændig mageløs database over alt, hvad der har kørt for DSB siden oprettelsen i 1893 - i omegnen af 90.000 vogne!
Et fast anlæg med vendesløjfe er ved at tage form i mit annex, og h
er på sitet vil man kunne følge anlæggets udvikling, både sporanlæg og modelbyggeri.
Min "tidslomme", blandt togtosser kaldet "epoke", starter efter krigen og går til til 1972-73, hvor DSB indfører et helt nyt design, og hvor dampdriften endegyldigt ophører - dvs. primært "epoke III". Man kunne også sige: Frederik d. IX's regeringstid: 1947-72. Det er digital treskinnedrift med Märklins C-spor, altså H0.

Valget af epoke hænger sammen med flere forhold: For det første har min morfar arbejdet ved DSB, hvor han i 1904 blev ansat som arbejdsmand i lokomotivremisen på Københavns Hovedbanegård (til 28 øre i timen!). Dernæst er jeg fascineret af damplokomotiverne, og ikke mindst er der i de senere år kommet en masse meget smukke modeller af danske vogne og lokomotiver, som slet ikke fandtes, da jeg var dreng. Der er for resten også en rent praktisk grund til mit valg: Mit anlæg er lidt for lille til de lange togsæt. Det ser tosset ud, og visse steder er der slet ikke plads. Så hellere en opkobling med P915 og et par rystevogne - eller MO med styrevogn. 
Hvis jeg havde været opmærksom i tresserne, havde jeg nok set, at bygninger med danske forbilleder var begyndt at dukke op, men det kan heldigvis indhentes.

Julebyen - hvor det hele startede...

Jeg handler hos:
Tilbage til indhold