2013 - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

2013

Fuglene > Årets gang

Maj. Solsorten er på den igen. I år på et sted, der heldigvis ikke forstyrrer hverken den eller os. Ganske vist fulgte hunnen meget nøje med i ophængning og nedtagning af vasketøj, mens hun rugede, men tilsyneladende er dens panikgrænse mindre end 25 cm, når den har vænnet sig til forholdene. Man kan også argumentere for, at når den har valgt at bygge rede dér, så må den finde sig i, at vi kommer forbi.
Nu hvor ungerne er halvstore, har begge forældre rasende travlt, og de venter utålmodigt på plankeværket, hvis vi rumsterer med haveredskaberne.

April. Her sidst i april ser det endelig ud til, at foråret er kommet for at blive. Et af de steder, man rigtig kan se det, er på det store birketræ lige ved foderpladsen. Der er kommet liv i insekterne i den furede bark og det tiltrækker fuglene, der jo også skal have noget protein i kosten. Gærdesmutten, mejserne, Munken og de pokkers sangere, som er så svære at bestemme drøner op og ned til stor glæde for fotografen.
Munken har været ud at spise med konen - det er altid hyggelig, når de kommer sammen - lige som Dompappen.

Marts, 2013. Endnu en af de hurtige, sjældne gæster blev fanget ved foderbrættet her i marts måned - hvor vinteren ikke rigtig har villet slippe sit tag. Men når nu det er for koldt til havearbejde, så er det da godt, at man kan sidde inde i varmen og alligevel få noget ud af haven. Denne gang var det så Sumpmejsen, som kom en tidlig formiddag, inden de sædvanlige Skovspurve, Grønirisker etc. var kommet på vingerne. Der har for resten også været dagligt besøg af tre fire Grønsiskener. Den lille forårsgrønne finke lyser dejligt op blandt de øvrige gæster.

Marts, 2013. Så lykkedes det: Efter et par hurtige besøg lykkedes det endelig at få sneget et kamera op i skudhøjde og "nedlægge" en Halemejse! Her på en af de allerførste forårsdage var der to, som gjorde sig til gode med resterne af fedtkuglerne.
Derudover er der et nyt foto af Rødhalsen, som sad og var smadder fotogen i hylden i den lave morgensol - ikke til at stå for.

Januar, 2013. Vinteren har bidt sig lidt fast, og der er trængsel ved foderbrættet. Det er særlig Skovspurvene og Grøniriskene, som hærger i haven. Sammen med en masse Ringduer - ofte 10-12 stykker ad gangen - har vi desuden haft jævnligt besøg af den smukke Kernebider med det imponerende næb, en Flagspætte, Stillids og et mageligt ægtepar, nemlig Dompappen. Musvitter og Blåmejser suser frem og tilbage sammen med solisterne: Jernspurv og Rødhals. Der er Bogfinker og Kvækerfinker, Solsorte og en enkelt Spætmejse i ny og næ. Altså et herligt leben, og inde fra stuen klikker kameraet lystigt.
Og jo, Spurvehøgen har forsøgt sig, men indtil videre uden held - i hvert fald hos os.

- et lille udpluk af vores gæster.

I 2010 kunne vi vise en Ringdue uden hoved (næsten), og nu kan vi præsentere en Ringdue uden ring! Hvad bliver mon det næste? En Flagspætte uden flag?????

Nogen har opdaget den nye foderautomat.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu