Huse - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

Huse

Modeltog
HELJAN Butikcenter
Der er næppe mange danske modeltogbaner, som ikke har en håndfuld - eller to - af HELJANS huse placeret for at give den rette danske stemning på anlægget. Op gennem tresserne, ja vel helt frem til årtusindskiftet, var firmaet på nordfyn den eneste mulighed, hvis man ville køre dansk.
Der er blevet sagt og skrevet meget om HELJANS husmodeller - specielt om deres størrelse - og det emne vil jeg lade ligge her. En lidt mere finurlig omstændighed er, at mange af husene har et virkeligt forlæg: H.C.Andersens hus i Odense, Ebeltoft rådhus, Holme Olstrup station, for blot at nævne et par stykker. Man kan også få et indtryk af tressernes byggeskik gennem små - og store - enfamiliehuse. Særligt et byggeri har jeg et godt øje til: Det lille butikstorv, som er et tidstypisk byggeri før de store supermarkeder og indkøbscentre. Originalen ligger på Gl.Køge Landevej, Brøndby Strand og huser i dag en fiskehandler, en cykelforretning, et pizzeria og en klinik for fysioterapi. Særdeles velholdt. På det andet hjørne ligger en stor Lidl!!
Modellen er skrumpet lidt og der er foretaget bygningsmæssige modifikationer. Men helhedsindtrykket er bevaret, og BRUGSEN er rykket ind i min udgave.
Huse i pap
Jeg bor selv i et lille parcelhus, som er ret typisk for tresserne: Gule sten, fladt tag - meget funktionelt. Selvfølgelig har HELJAN givet typen et skud, men det er jo ikke mit hus!
Jeg henvendte mig derfor til en af de (to?) producenter af laserskårede paphuse, som jeg havde mødt på en hobbymesse. Han var særdeles elskværdig og positiv, og jeg sendte tegninger og relevante fotos. Desværre kom der noget sygdom i vejen, og projektet blev udsat. Jeg besluttede derfor at forsøge selv!
Tyske MKB Modelle har faktisk fremstillet et par danske villaer, som jeg havde fået fingre i, og jeg havde tidligere forsøgt mig med et par Epokemodeller. Så hvor svært kunne det være? Det kan man måske selv bedømme herunder.

Da jeg ikke er den lykkelige ejer af en avanceret laser-cutter, indkøbte jeg ekstra klinger til mine hobbyknive! 2 mm pap fandt jeg hos min lokale bogpusher, og mursten blev downloadet fra Scalescenes.com - et engelsk foretagene, som leverer spændende projekter til hjemmebyggeren.
Jeg bør også nævne, at en vis Hr. Sundborg har været en stor inspirationskilde.
Husets mure blev skåret ud i 2mm pap efter målene på de originale tegninger. Tegningerne havde vi fået overdraget ved overtagelsen, men de kan nemt skaffes hos kommunen. Murværket er som nævnt fra Scalescenes. Man køber en PDF-fil for godt 20 kr. og kan så printe til man segner - smart. Man skal dog lige huske, at englænderne arbejder i skala 00, så man skal stille sin printer til 87%! Som nybegynder i selvbyggeriet begik jeg en fejl ved at printe på 120gs papir. Det betød, at jeg ikke kunne folde rundt i vinduesåbningerne. Næste gang bliver det alm. printerpapir, og pappet er rigeligt stabilt. Sternbrædderne er sporet plastcard fra Evergreen. Vinduesglas blev isat bagfra og sprosserne bygget op udefra med Evergreen. Til opklæbning af mur o.lign. kan anbefales limstift! Men pas på med evt klumper.

Herunder ses HELJANs udgave af det tidstypiske tresserhus. Til højre min udgave -
Efter at have bygget mit eget hus i model har jeg fået blod på tanden - samt en del erfaringer! Derfor har jeg kastet mig over den skatkiste, der nu ligger vidt åben på nettet, nemlig de gamle numre af Signalposten med tegninger til de såkaldte Skadhauge-huse - en samling af typisk danske villaer fra Epoke III.
Vi starter med et lille, såkaldt Statslånshus - ikke særligt kompliceret, men meget tidstypisk. I forhold til det foregående byggeri har jeg valgt at anvende røde sten fra Scalescenes udprintet på alm kopipapir for lettere at kunne folde “muren” ind ved vinduesåbningerne. Taget er såmænd også fra Scalescenes, printet på 120gs karton og klæbet på klinkfacon.
Huset mangler tagrender, og de kommer. Men i stedet for de sædvanlige plastrender har jeg tænkt mig at forsøge med en anden teknik, beskrevet i Signalposten, nr. 2, 1991. Det vender jeg tilbage til.
En af de sjove ting ved at anlægge modeljernbane er planlægning og opbygning af bymiljøet. Der sidder mange krøllede hjerner i de firmaer, som producerer tilbehør til husbygning - heldigvis! Min hustru er ikke særlig interesseret i tog som sådan. Men omgivelserne…! Vi har været i Miniatur Wunderland i Hamburg to gange, og kommer garanteret igen - bl.a. for at trykke på knapper og forundres og begejstres over detaljerne. Det første besøg gav sig udslag i en sand gaveregn den følgende jul: Bevægelige figurer fra Viessmann, som nu skal indtænkes i konstruktionerne. Jeg selv kan jo kun være begejstret, og det første forsøg blev skorstensfejeren. Dernæst gik jeg så i gang med at udtænke en ildebrand, som er blevet konstrueret som et modul. Det er i øvrigt min plan, at opbygge bymiljø i moduler, som uden større problemer kan rokeres efter behov og -hag.
Tilbage til indhold