Godsvogne, DSB - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

Godsvogne, DSB

Modeltog > Rullende Materiel

Godsvognene finder jeg særligt interessante. De har for manges vedkommende et langt "liv" i tjenesten og er ofte udtryk for stor opfindsomhed. Der ligger mange gode historier i de enkelte vognes skæbne, lige som den tekniske udvikling ofte kan aflæses i vognenes ombygning.
Modellerne er jo nødvendigvis udtryk for et valgt "nedslag" i den enkelte vogns karriere - undertiden bestemt af den foreliggende dokumentation (fotos, konstruktionstegninger etc.), undertiden som "typemodel". De første er de sjoveste, synes jeg: at man kan have en ølvogn på anlægget er OK, men specielt ZB 99689, Albanivognen fra Jernbanemuseet i Odense, det er lidt sjovere. Det hører til sjældenhederne, at den fysiske vogn rent faktisk eksisterer, undertiden mere end 100 år efter at den blev bygget, men heldigvis er enkelte reddet for eftertiden og kører bl.a. i museumstog rundt omkring i landet.
Og heldigvis er der producenter - store og små - som finder det umagen værd at fremstille fine modeller af de faktiske vogne (og hvis de kikser på en litrering eller størrelsen på et trinbræt, så får de det af vide af samlerne med det samme!) Denne nidkærhed hos både afsender og modtager er med til at gøre denne hobby til meget mere en blot at "lege med elektrisk tog".

Lukket brun godsvogn, litra HD
... med rangerskruebremse på høj platform. Vognen er 1 af godt 800 vogne, bygget hos Scandia i Randers i perioden 1942-50. Vognene blev omlitreret 1966 og var for fleres vedkommende i brug indtil for ganske få år siden. En sand klassiker på de danske skinner.

Modellen er i Heljans nydelige udgave med oplukkelige porte.

DSB, Hs, Hs-t, His...etc.
I slutningen af 'min' epoke begyndte DSB at indføre lukkede godsvogne i stål med store skydevægge efter at trævognene havde tjent trofast i mere end 100 år.
I 1960 trillede 10 sådanne stålvogne med litra Hs fra tyske SEAG ud på strækningerne. Vognene havde såkaldte 'knækdøre' og var uden bremseplatform. Et par år senere gik Scandia i Randers så i gang med en større produktion på 300 vogne under litraet Hs-t, som også overgik til de 10 'prøvevogne'.
I 1967 afsluttede Scandia endnu en række vogne, så det samlede antal nåede 610, alt inklusive. De nye vogne havde lidt andre døre med forstærkede profilvanger, og alle fik endnu en gang nyt litra: His. Alle Scandiavognene have bremseplatforme.
Modellerne, som repræsenterer ovenstående, kommer fra KLEIN, ROCO og McK. Man kan pibe og synge nok så meget om, at man ikke vil være nittetæller, og at det ikke er livet om at gøre, at litreringen er fuldstændig korrekt, eller at trinnet har den rigtige længde på modellen. Men undertiden overhales man af ønsket om at dykke lidt ned i en god historie eller blot at skille et par varianter fra hinanden. Således her: De fire modeller illustrerer fint den beskrevne byggehistorie, og krone-litreringen er næsten korrekt - jeg kan i hvert fald sagtens leve med en enkelt smutter på de smukke vogne, som i øvrigt har lidt farveforskelle, som er med til at skabe variation. Vognene bliver formentlig de 'nyeste' på anlægget, da min epoke slutter i 1972.
Fra oven:
Hs-t 49616 fra McK
Hs-t 49746 fra Roco
His 2102336-3 fra Roco
His 2114999-4 fra Klein

DSB, litra TF
- er en åben, brun godsvogn med aftagelige side- og endestolper. Den er bygget hos Scandia, som i årene 1950-50 byggede ialt 130 af slagsen.
Modellen er fra ROCO (i et sæt med to vogne), velkørende og med god vægt. Sammenligner man med fotos af TF 8041, synes jeg ROCO har ramt påskrifterne ret flot. MEN: Den er for kort! Der mangler et fag: originalen har ni sidestolper mod modellens otte, hvilket modsvares af en 0,7 cm kortere vogn. Ikke desto mindre synes jeg, ROCO har lavet en fin vogn med mange detaljer. Og så får man et par nydelige Mercedes Benz lastbiler med i købet, så det er da ikke så ringe endda.

DSB, litra IE
I 1919 bestiltes et halvt hundrede lukkede godsvogne af typen G10 - eller den preussiske A2-standard - fra Christoph & Unmack i Niesky, Tyskland. De blev via en grosserer Albert Svendsen udlejet og solgt til en række danske privatbaner, hvorfra DSB i 1939/40 købte 14 fra Troldhedebanen(TKVJ) og Varde-Grindstedbanen (VaGJ). Vognene blev omlitreret til IE og malet hvide til brug for fødevaretransport, som ikke krævede nedkøling. Fra start-tresserne blev disse vogne kun benyttet til "lokale transporter" på forskellige stationer samt til materiale opbevaring.Resten af G10-vognene fortsatte deres lokale tilværelse rundt omkring i landet, bl.a. på Gribskovbanen (GDS), indtil 1970'erne, hvor så mange ting ændrede sig ved de danske jernbaner.
Modellen er en meget smuk vogn fra BRAWA, som har DSB litra IE 18 798. Denne var oprindelig Q 117 fra Varde -Grindsted Banen, og blev (iflg. Jernbanen.dk) solgt til DSB i 1939. Se mere her.
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu