Om ... - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

Om ...

Lystfiskeri > Fluefiskeri

Fluefiskeri er en verden helt for sig selv. Efter at jeg er begyndt at fiske - og for alvor betragter lystfiskeri som den aktivitet, der skal udfylde en stor del af min efterlønstilværelse - har jeg ikke kunnet lade være med at snuse til emnet.
I starten var der under alle omstændigheder så mange ting at lære, at det var nødvendigt at begrænse sig. Når jeg tog ud med vennerne
- og senere også alene - var det med spinnestangen eller havstangen, og der var rigeligt at holde styr på. Grejkassen svulmede, og garderoben voksede også faretruende. Alligevel lå de der fluer og rumsterede i baghovedet - der var noget dragende, noget klassisk og måske lettere anglofilt over fluefiskeriet (og min omgangskreds ved godt, at så er jeg til fals!) som tiltalte mig. Det var ikke fordi, det var ’finere’, snarere udfordrende på grund af teknikken og det lette grej. Nærmer vi os kunst?

Så gik det hverken værre eller bedre, at vi var på ferie i Wales, og i hallen på vores B&B hang snesevis af fiskebilleder, trofæer og flere fiskestænger. Værten var selv fluefisker, og det gik op for mig, at hvis man vil fiske i UK - og det vil jeg gerne! - så er det fortrinsvis med flue. Jeg lod mig forføre, og har siden anskaffet fluestænger, som jeg træner flittigt med på en offentlig boldbane nær vores hus - til stor moro for forbipasserende.
Lad os slå det fast med det samme: man bliver ikke en god fluekaster - og det er jeg slet ikke endnu! - hvis man ikke får den rette instruktion og øver sig! Et kastekursus kan varmt anbefales, lige som det må tilrådes at besøge en god grejpusher, som kan råde om udstyr: stang og line skal passe sammen, og det lønner sig at ofre lidt på sagen.
Der findes også en lang række bøger og film, som man kan købe sig fattig på, men de erstatter ikke "hands on"-delen. Fra lænestolen kan man i ro og mag studere teorien om kastets fysik, linebuer og forfangets længde, men det er ved vandet (og på boldbanen!), man bliver bedre. Det er for resten også ved vandet, man fanger fisk...

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu