2010 - Lind's hjemmeside - The Valley

Gå til indhold

Hoved menu:

2010

Fuglene > Årets gang

November. Pludselig blev det vinter igen - med sne! Og de første Kvækerfinker. Måske bliver de vores vinterbebudere!? Vi har også set en større flok Vindrosler, men de havde for travlt til at posere for fotografen. Tid til at posere havde til gengæld en ny gæst, som jo altså ikke er en fugl, men som nok så frækt gør sig til gode med de tilbudte solsikkekerner. Nå, fuglene er tilsyneladende ligeglade, de har jo ingen æg eller unger for tiden, som skal passes på...
... de skal til gengæld passe på sig selv! Når der er samlet mere end 20 R
ingduer og et halvt hundrede småfugle ved foderbrættet, så er det næsten som et supermarked for Spurvehøgen, som aldrig er langt borte: pludselig er der kun een fugl i haven - evt. to!

Maj og alle haveejere får grønne fingre - og knæ!
Det gør vi også her i huset, men der bliver også tid til at kigge fugle og gøre status over vinteren: Det var en kold vinter, og den har helt sikkert gjort indhug på bestanden af småfugle. Måske har det kolde vejr også lokket et par arter ekstra til de velforsynede foderbrædder; i hvert fald er det lykkedes at udvide billedgalleriet betragteligt: K
vækerfinkerne har været talrige, der har været Stillids, Kernebider, Sjagger og Vindrossel (tak til naboen!). Desuden er flere fotos blevet skiftet ud i galleriet med 'Havens gæster', og det lykkedes endelig i det tidlige forår at "skyde" den lynhurtige og sky Gærdesmutte.

Februar går på hæld, og alle synes vist, at nu må vinteren gerne får en ende. Der har i hvert fald været megen sne, og ud over at være en plage for trafikken, så betyder det konstante snelag jo også besvær for fuglene. De efterladte bær og frugter på buske og træer er for længst væk, men heldigvis er villaejerne på pletten med foderautomater og æblestykker i haverne. Hvor mange fugleliv der derved reddes, skal jeg lade være usagt, men mon ikke det hævner sig til foråret, når en hær af overlevende Solsorte synger deres taknemmelighed ud fra kl. fire om morgenen?
Ikke desto mindre er det sjovt at følge kampen om foderet her om vinteren. En hun S
olsort - af husets frue kaldet Rosa p.g.a. dens lidt atypiske farve på brystet - er særlig aggressiv. Faktisk går der så megen tid og energi med at jage konkurrenter væk, at der næsten ikke bliver lejlighed til at få noget selv!
Det går også ud over koncentrationen, når der er så megen fokus på æderiet...og et øjebliks uopmærksomhed kan blive fatalt. Spurvehøgen skal også have mad, og den er ikke meget for fedtkugler eller hampefrø, næh en fouragerende S
olsort er en mere oplagt menu. Byttet blev i øvrigt nappet i forhaven, men fortæret på samme sted i baghaven, hvor sommerbillederne fra 2008 blev taget. Mon det er den samme fugl?

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu